Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Mik Mekanik fortæller om tog


Beskrivelse


Billedbog. Den teknikinteresserede Mik Mekanik og hans hund Bøf fortæller på en sjov måde historien om togs udvikling fra de første dampdrevne maskiner til de nyeste højhastighedstog.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. sep. 2003

af

af

Bo Knudsen

d. 23. sep. 2003

Jeg troede, at denne fine serie for de teknikinteresserede 3-6-årige var komplet med de første fire bøger. Men her kommer heldigvis en femte. Den glade, rundhovedede Mik Mekanik og hans hund Bøf fortæller om togs historie og udvikling fra de første dampdrevne maskiner til de nyeste højhastighedstog. Der er ikke nogen rammefortælling. Mik Mekanik er blot fortæller og optræder på de fleste billeder. Også i 1829. Teksten er nøgtern og med relevante tekniske og historiske oplysninger, den er udmærket at læse op. Bedst fra ca. 4 år. Den er for svær for de yngre. Illustrationerne appellerer derimod også til de yngste. Allerede fra 2-3 år fænger de ret naturalistiske, detaljerige akvareller, der udstråler både humor og charme. Billedbogssignalerne vil nok sætte en grænse for brugen ved ca. 6-7 år, så til selvlæsning og opgavebrug er bøgerne ikke aktuelle. Eneste anke: Dieseltog nævnes ikke med et ord. "Lidt efter lidt blev damplokomotiverne afløst af eldrevne lokomotiver..." Men sådan var det måske i Sverige? De første fire bøger i serien knytter sig til billedbøgerne om Mik Mekanik, der bygger en bil, en båd, en flyvemaskine og et hus. Et tog har han aldrig bygget. Så serien slutter nok ikke her.