Bøger / skønlitteratur / digte

Milde vinde


Beskrivelse


Digte. I en positiv og religiøs grundtone digtes der om naturens opvågnen, årstiderne, kærligheden og troens betydning for mennesket.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. feb. 2016

af

af

Thomas Ry Andersen

d. 16. feb. 2016

Milde og lyse digte om livet, kærligheden og troens betydning for mennesket. Lettilgængelig samling for alle der holder af enkel, livsbekræftende poesi.

Mette Hove, f. 1964, skriver i sin tredje digtsamling prosadigte om glæden ved livet, om bønnens virkning, om engle, om naturens opvågnen, årstiderne, om at rumme mennesker der er anderledes end en selv, om at at holde ud, og at holde af sig selv. Den positive grundtone slås an i samlingens første digt: "Den gamle vise om/ depressionens sult og mørke/ er der skrevet tilstrækkeligt om/ Nej lad mig tænde/ et lys/ bade i det/ svøbe det om mig/ som en kappe." Andre digte tematiserer, som her, håbet og det religiøse: "Bøn virker!" "Mit håb er stort/ Mit håb er stærkt/ Jeg elsker livet/ Det lyder mig i møde/ som en engel." "Der findes mennesker/ der lader sig korsfæste/ En bemærkelsesværdig skik/ Her til lands er traditionen/ stegt flæsk med persillesovs." Til slut lyder det:" Falder du først i snak/ med kærligheden/ udgår/ "The end." Enkelte digte er forankret i Vendsyssel, hvor Hove er født. Med stregtegninger af Lars Nørgård.

Fine, letlæste og på mange måder opbyggelige digte. Hoves positive livssyn skinner igennem i alle digtene, og det smitter og gør glad at læse dem.

Kan bedst sammenlignes med MHs digtsamling Muren, der også er digte skrevet i en religiøs grundtone og med en smittende livsvilje.