For læsere, der kan lide den hårde amerikanske 1930'er-stil, men særegent for den også for læsere af kvindeskæbner.
Cain er mest kendt for Postbudet ringer altid to gange, der er filmatiseret et par gange. Det er Mildred Pierce også - senest i en tv-serie med Kate Winslet i hovedrollen. Mildred bliver alene med to piger, da hun sparker sin utro og arbejdsløse mand ud. Hun må prøve at forsørge sig selv, men det er ikke nemt for en ufaglært under depressionen. Det, hun kan, er at lave mad, og da hun endelig får job som servitrice, sparer hun op og suger til sig, så hun kan åbne sin egen lille koncept-restaurant. Det bliver en succes, der breder sig, men endnu en uduelig mand kommer på tværs, og det sammenholdt med hendes ærgerrige, følelseskolde og beregnende datters udnyttelse af Mildreds uendelige godhed, får tingene til at synke sammen igen. Det er en flot bog om en målrettet og dygtig kvinde, der ofrer alt for sine nærmeste og gang på gang bliver udnyttet og svigtet på det groveste.
Bogen udkom første gang på dansk i 1942 i Aage Dons' oversættelse. Her er brugt Lisbeth Hertel fra 2. udgaven 1968. Sprogligt er Cain i slægt med Dashiell Hammett og Raymond Chandler.
Et stort værk i USA's 1930'er litteratur, der fint holder 80 år efter udgivelsen.