Reimer Bo Christensen, kendt fra bl.a. Rigets Tilstand og senest Abslout Fredag, fortæller her om sine ferieoplevelser i den svenske del af Lapland. Han har i mange år taget derop sammen med sin datter og sin søn. Rammen er den vandretur han og datteren Amalie var på i sommeren 1999 fra Abisko til Laddtjovage-kebnekaise, en vildmarkstur nord for Polarcirklen. Vi får hans dagbog fra de 11 dage, turen varede, og derudover er der mange betragtninger af forskellig art. Reimer Bo Christensen fortæller levende om det at være på tur med sine børn, om at være helt væk fra civilisationen, om mødet med andre vandrere, og om hvordan man klarer sig i en natur, som kan være meget barsk men også ufattelig smuk. Børnene får også lov til at fortælle om at tage på en anderledes ferie end de fleste af deres kammerater. Derudover får man også hans lidt mere filosofiske syn på livet i al almindelighed og på mange ting i dagens Danmark. Endelig er bogen en udmærket guide for den ganske almindelige familie, som planlægger at tage på vandretur i Sverige, og den viser, at man med lidt omtanke og planlægning sagtens kan tage ud i vildmarken, også med mindre børn. Bogen er fyldt med helt konkrete råd om bl.a. oppakning, forslag til pakkeliste, nødvendigt udstyr og vigtige adresser i Nordsverige. En meget anvendelig bog for den der planlægger en ferie med vandrestøvler.