Rachel har altid været den pæne og tilbageholdende pige. Hendes barndomsveninde Darcy derimod er selvcentreret og har altid fået alt, hvad hun har peget på. Lige indtil Rachel går i seng med Darcys forlovede. For alle chick lit-fans.
Darcy og Rachel har været veninder hele livet. Mens Rachel altid har været forsigtig og tilbageholdende, har Darcy været vant til at få alt, hvad hun peger på uanset, om det har været den samme skoletaske, som Rachel kunne lide eller den dreng, Rachel havde forelsket sig i. Selv Dex fra Rachels jurastudie er det lykkedes for Darcy at få fingrene i. Nu er Darcy og Dex forlovede, mens Rachel stadig er single. Darcy holder en fest for at fejre Rachels 30 års fødselsdag, og som sædvanligt løber hun med al opmærksomheden. Sent på natten har Darcy drukket for meget, mens Dex og Rachel fester videre. De ender i seng sammen, og ingen af dem kan helt svinge sig op til at få dårlig samvittighed. Men nu nærmer bryllupsdatoen sig, og Rachel må gøre op med sig selv, hvor meget hun vil ofre for sin veninde.
Underholdende chick lit uden de store nuancer. Den stille Rachel er meget passiv, mens den forkælede Darcy fylder rigtigt meget. Det er amerikanske Emily Griffins første roman på dansk, og der er endnu et bind på vej i serien.
Jalousien mellem barndomsveninderne er kun endnu mere vanvittig og en hel del mere underholdende i Jennifer Weiners Sommerkulde.