Billedbog om et populært emne for børn fra 2-4 år. I en række emneopdelte opslag, f.eks. kæmpestore dyr, aber, bondegårdsdyr og stribede dyr, vises billeder - fotos - af en række dyr, de fleste fotos af dyrene er fritskrabede, så de små øjne ikke fortaber sig i baggrunde eller andet mindre væsentligt. Bogen er oprindeligt udgivet af Dorling Kindersley forlaget, og den kendte stil fornægter sig ikke. Billederne er tydelige, detaljerede og flotte om end tæt sammenstillede på siderne. Der er meget at gå på opdagelse i. Der er ikke meget tekst, mest dyrenes navne, eller f.eks. deres farver, og i opslaget Dyrenes lyde kan man læse, at en hund siger: vov, og at en kanariefugl siger: kvitte vit, hvilket jeg ikke vidste. Der et opslag om modsætninger: tung hvalros overfor let sommerfugl. Der er også et opslag, hvor man skal finde unger til f.eks. kat, sommerfugl og løvinde. Vi har mange bøger om emnet, og denne er med et par skønhedsfejl blandt de bedre og kan fint supplere. Der er meget at se på og vende tilbage til og fascineres af. Forsiden med stor abe og mindre fotos af farvestrålende dyr er sammen med fine billeder og kortfattet tekst på bagsiden, henvendt til den voksne, dækkende for indhold.