Nu også i bogform for de 8-12-årige piger med stjerne- og MGP-drømme, og som følger med i DR's serie med samme navn.
En tøseguide til piger der vil gøre sig selv og sin familie lidt mere tjekket og starte sit eget band. Her er tips, tricks og opskrifter på, hvordan man kan style sig selv og lave sit helt eget band. I tv-serien af samme navn er 2 piger holdkaptajner, der dyster om at gøre deres familie til det sejeste band med hjælp fra eksperter i hhv. musik, design og dans. Bogen er skåret over samme læst, dog uden konkurrencemomentet og familiens medvirken. Ligesom tv-serien og den tilhørende hjemmeside www.dr.dk/funky er bogens stil dadaistisk med collager og fotomontager. Scrapbogsagtige instruktioner og informationer vises i tekstbokse og fotografier fra tv-serien. Udtrykket virker cool og sejt for målgruppen.
I bogen henvises til min funky families hjemmeside www.dr.dk/funky, som også rummer klip fra de forskellige udsendelser. Instruktioner i design og dans er tydeligere på nettet, mens der i bogen er lagt mere vægt på at lave sin egen musik og rytme.
Sej cool tøsebog, for MGP-drømmende piger, og dem er der jo mange af.