Kæmpestor tingfinder billedbog med kraftige papsider for børn fra 2 år. Forsiden fortæller, at det både er en gå-på-opdagelse- og Rasmus Klumpbog, og facitliste til bogens finde-opgaver er på bagsiden.
I 5 opslag er vi til havefest, på marked og i byen samt i tivoli og i lufthavnen med Rasmus Klump og venner. Det er 6 store myldrebilleder i Rasmus Klump-universet og -stilen. Under hvert opslag står der 24 ting i forskellige antal oplistet, som kan findes i billederne, til havefesten fx 29 ællinger, 17 æbler og 1 æsel, så man kan sige, at det også er en tællebog. Rasmus Klump og co. skal findes i alle myldrebillederne, men ellers er han ikke specielt i fokus, men hans univers er.
Vi har mange opgave- og gå-på-opdagelse-bøger, og denne adskiller sig især ved at være kæmpestor, og kan allerbedst sammenlignes direkte med Min kæmpestore Rasmus Klump finde-bog, 2010.
En stor myldrebog, som man næsten fysisk også kan blive væk i på grund af størrelsen. Rasmus Klump er populær, og mange vil genkende universet og gå på opdagelse, finde den grønne drage, 29 ællinger eller Rasmus Klump og hygge sig med det.