Min krig, suiter

For interesserede i ny nordisk lyrik båret af ambition, kærlighed og destruktion.

Jenny Tunedal, f. 1973 er svensk og en del af den såkaldte sprogmaterialistiske digtergeneration. Digtene har en mørk og vekslende aggressiv og emotionel grundtone, hvor begrebet krig både beskrives konkret og som en metafor for en konfliktfyldt relation mellem mor og datter. Hendes skiftevis ordrige og ordknappe fragmenterede lyrik udspiller et kontrastfyldt forløb, hvor krigen også i det private er et opgør mellem vold og kærlighed: "(...)Mere og mere på andre måder ved vi/at vi er skadede af glemsel smerte der efterlod os uskadte(...)smerte og ensomhed hvorfor plager de hinanden som børn//". Hårdere griber hun i udtrykket her: "Vi havde ikke tid til at blive blive/Vi ventede//Huse begyndte at brænde mennesker døde//Kroppene holder ikke op med at brænde..". Hun skriver en ekspressiv og spændstig poesi med en særlig nerve med underliggende betydningslag, der især folder sig ud ved genlæsningen.

Tunedal har arbejdet sammen med Sara Stridsberg i kvindeprojektet S.K.A.M og er en markant stemme i den svenske litteraturdebat som andre stærke kvindestemmer i nordisk litteratur, Oksanen og Maria Sveland.

Det er bevidst ikke et homogent, men ekspressivt udtryk, som anvendes her i Tunedals første digtudgivelse på dansk. De ordrige fragmentariske digte er både indædte og har aggressivitet og følsomhed i sig i de voldsomme skift mellem det personlige og det almengyldige. Et spændende bekendtskab.

Læs hele vurderingen