Hans liv er musik og musikken er en tusindårig tradition, uløseligt forbundet med Indiens filosofi og mytologi. Først en sikkert meget forenklet men dog svær gennemgang af indiske musikformer og -historie, dernæst en selvbiografi, der på en charmerende måde fortæller om konfrontationen mellem Asien og Europa. Shankar er nok den inder der har betydet mest for udbredelsen af kendskabet til indisk musik i Europa, og hans bog er interessant som en pendant til europæisk musikuddannelse. Tænk at tilbringe 12 år udelukkende med at synge skalaer! Oversættelsen mangler desværre sitar-skolen, jeg kender kun en enkelt anden anvendelig på engelsk. Et længe savnet værk på dansk om en musiktradition der har betydet en hel del for bl. a. beatmusikken.