Dette er bogen om ponyer - men dermed også om heste, når det gælder røgt og pleje - hvis man bryder sig om Dorling Kindersley konceptet. Bogen er nemlig god og grundig og samtidig bearbejdet af en dansk fagmand(dame), Dinny Lund, og de mange "udklippede" billeder er meget instruktive. Målgruppen er piger? i den hestealder, hvor anskaffelsen af en pony kan trænge sig på, og de får faktisk gode råd og vink i de mange billedtekster. Den skjulte morale er: prøv det daglige arbejde i en rideskole under kyndig vejledning, før beslutningen tages, for det er tid- og pengekrævende. Er man allerede indfanget af interessen, vil man i bogens tosiders opslag kunne nikke genkendende til de idealiserede detaljer om udstyret, stalden, folden, sadeltøj, kropssprog, sundhed, konkurrencer, at sidde op og mange andre emner. Læses fra 12 år bladres i og punktlæses af yngre børn. Af andre bøger om emnet kan nævnes Børnenes ponybog af Monique Dossenbach fra 1994 eller Dinny Lunds Ponybogen fra 1989.