Bøger / faglitteratur til børn

Min store dinosaurbog


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. nov. 2008

af

af

Poul Wibbert Esberg

d. 18. nov. 2008

Endnu en bladrebog for børn om det uudtømmelige dinosauremne. Teksten henvender sig til børn - drenge? - på 11-12 år og ældre. Anvendelig ved emnearbejde og til selvlæsning.

Teksten er fortrinsvis knyttet til de mange billeder, som for næsten alles vedkommende er farvelagte tegninger, ofte situationstableauer. Kapitlerne er korte, typisk på 2-3 sider. De omhandler enten hovedperioderne trias-jura-kridt, en enkelt art eller også specielle træk som fx horn, tænder og næb, flyveøgler eller panser og forsvar. Det giver en rimelig systematik, som understøttes af faste rubrikker om fundsteder, leveform, føde og angivelse af størrelsesforhold. Bogen slutter af med at komme med bud på, hvorfor dinosaurerne uddøde samt et verdenskort, hvor vigtige dinosaurfund er plottet ind.

Der findes mange bøger om dinosaurer. Den foreliggende tilføjer ikke noget nyt. Informationsmængden ligger i middelområdet, nogenlunde som den nys udkomne I dinosaurernes verden (08/30), som er lidt mere farvestrålende i tegningerne; der er jo nogenlunde frit slag for illustratorer, når det gælder dinosaurfarver. Det må nævnes, at bogen har spiralryg.

Emnet er uopslideligt og spændende, men bogen føjer sig bare ind i rækken af titler som et udmærket supplement til de øvrige.