1. del af Ginzburgs erindringer er genudgivet i 1989, mens disse to sidste dele ikke tidligere er publiceret. 2. del starter i juli 1940, hvor Ginzburg stadig er i fangelejr i Kolymna,Sibirien. Efter 10 år løslades hun i 1947, men er stadig idømt forvisning til Kolymna, og værket slutter i 1955, hvor hun rehabiliteres 'af mangel på bevis'. Som 1. del er hele værket en gribendeog intens skildring af stalintidens omkostninger for den enkelte, men Ginzburg løfter sine erindringer langt over det personlige, hendes ærinde er at fortælle eftertiden historien om de fængsledeog forviste, som hun så den. Hun bliver i fangenskabet gift med en tysk læge, og de kommer til at danne et samlingspunkt for forviste. Vi får derfor mange flere historier end Ginzburgs egen og viadenne kreds får vi afspejlet dønningerne i Sovjets politik. Af de mange Gulag-beretninger, jeg har læst, står Ginzburg stærkt: Hendes beretning er ikke ofrets, men heller ikke den sejrendes: hunfrasiger sig ikke skylden forhistoriens gang. Og så kan hun skrive et klart og præcist sprog - eminent gengivet af Ole Husted Jensen - der undgår den svulstighed og indforståethed, mange russiskeintellektuelle forfalder til.