Kendte eventyr, rim og sange i farverig samling. Hygge- og godnatlæsning for de ca. 2-6-årige. Forside og indhold stemmer helt overens.
Samlingen her viser illustratoren Dina Gellert fra en side, som jeg ikke kendte tidligere. Stilen er langt fra hendes kendte, elskede og meget udlånte papbøger, også med rim og sange, fx Nede i fru Hansens kælder. Den personlige farvekridt-streg er afløst af en mere anonym stil. Mest udpræget i eventyrene. 1950-ernes og 60-ernes Ælle bælle bøger og Pixibøger dukker op i mine tanker, sammen med ord som farvestrålende og uskyldigt. Farver og stemning er lidt hen i retning af Iben Clante og Rina Dahlerup. En smule mere "skævt" end Clante og knap så personligt som Dahlerup. Rimene og sangene, uden noder, er de velkendte fra bibliotekets mange samlinger. Det gælder også de fem kraftigt forkortede Grimm-eventyr, hvis barske afslutninger dog er mildnet meget.
Det fremgår ikke af bogen, at eventyrene tidligere er udgivet i lavprisserierne Eventyrhæfter på Bogbryggeriet (2010/07) og igen på Forlaget Bolden i Eventyr på bagsædet (2010/29) og Mini-eventyrhæfter (2011/33). Nærmest sammenlignelige bøger er Dig og mig og vi to - og 6 eventyr, begge illustreret af Iben Clante.
Indbydende og farvestrålende samling. Absolut brugbar til de ca. 2-6-årige. Men vi er langt fra Dina Gellerts sædvanlige stil med charme og personlighed, som vi kender den fra hendes talrige papbøger.