Bogen henvender sig til alle dem, der føler sig særligt sensitive, og som har har brug for at finde nærvær og ro i sig selv. Bogen er fyldt med coachingspørgsmål, og kan bruges af alle, der har brug for eller lyst til personlig udvikling.
Møberg er uddannet coach, og har gennem mange år arbejdet med mindfulness for sensitive mennesker. Denne bog indledes med et kapitel om, hvordan nervesystemet hos sensitive mennesker fungerer, og hvordan de optager indtryk, følelser og stemninger langt dybere end andre. Forfatteren mener, at mindfulness er vejen til beskyttelse mod overstimulering. I bogen giver hun en mængde gode øvelser og coachingspørgsmål, til hvordan man kan meditere for at få mere overskud. Hun kommenterer også, at der er forskel på meditation og mindfulness. Bogen kommer også ind på, hvordan man kan tage vare på sig selv, og hvor vigtigt det er at sætte grænser, og sige højt hvordan man har det og har gode forslag til gode nærende vaner. Den er skrevet i et dejligt letlæseligt sprog, og øvelserne er lige til at gå til. Der medfølger en god cd med emner om at være her og nu, nærvær, lad din energi flyde og det åbne hjerte.
Møberg har også skrevet Er du også særligt sensitiv? : forstå din sensitivitet og slip dit potentiale løs, 2009, som er i samme genre, og ellers er der Særligt sensitive mennesker : hvordan man trives, selv om verden er overvældende, 2010.
En skøn letlæselig bog om mindfulness for særligt sensitive mennesker.