En bog til dem, der vil træne sindet i mere nærvær. Bogen er skrevet i et sprog, som let kan læses af alle.
Forfatterne er hhv. professor i klinisk psykologi ved Oford University og journalist ved Daily Mail og ph.d. i biokemi. Forordet er skrevet af Jon Kabat-Zinn, som er en af "guruerne" indenfor mindfulness. Bogen skal fungere som en guide til at finde indre fred i en hektisk verden. Bogens fokus er at fremme livsglæde og selvtillid og reducere angst, stress og uro ved at meditere. Bogen giver en bred og fin introduktion til mindfulness og metoder til at meditere. Forfatterne beskriver et 8 ugers mindfulness-kursus, hvor man hver uge kan gennemgå forskellige øvelser. Her kan man bl.a. arbejde med at finde tid til meditation, arbejde med sine vaner, være opmærksom på åndedræt, lyde og tanker osv. Bogen er fyldt med mange gode øvelser og mange gode historier, der illustrerer mindfulness. Metoderne er simple og lige til at gå til. Der er en udførlig litteraturliste. En af de væsentligste konklusioner er, at mindfulness kræver konstant træning. Det er en proces, og der skal vilje og mod til at gennemføre det. Der medfølger en cd med guidede meditationer.
Senest er Mindfulness på 5 minutter : sådan mediterer du undervejs mellem dagens aktiviteter, 2012.
En bog om mindfulness, som der er udkommet en del af på det seneste. Denne er udmærket, men grundlæggende adskiller den sig ikke fra mange af de andre. Måske kan nogle af de ældre titler erstattes med nyere.