Michel Michaud kom til Danmark for ca. 30 år siden, hentet hertil af Lene og Sven Grønlykke, der ville introducere det nye franske køkken for danskerne. M.M. blev den første kok på Falsled kro, og har også fået æren af at have startet den franske bølge i Danmark. I Mine livretter kan hans professionelle liv følges gennem Falsled Kro, Kong Hans, Søllerød Kro og Marie Louise, hans egen restaurant i Odense. Han står for det efterhånden klassiske franske køkken præget af gode råvarer og enkelhed. Det er en flot bog med typisk en opskrift pr. side fulgt af et farvefoto af den serveringsklare ret. Opskrifterne er instruktive og virker nemme at arbejde efter. Der er efterhånden mange både danske og udenlandske kokke, der har fået udgivet egne kogebøger, f.eks. Claus Meyer og Roger Verge. Mine livretter er som Claus Meyers og Roger Verges blandt de mere vellykkede, der viser, at det ikke behøver at være så svært at begå sig udi den franske gastronomi.