Man mindes megen frugtbar arrigskab udløst af Elsa Gress' tidl. bøger - enten for eller imod den oprørske skribent - og starter med et fnys over, at folk »i den alder« skriver memoirer, der foreløbig standser ved hendes studentereksamen. Og så - det er den mest inciterende og originale form for memoirer, man her træffer. Familien Gress har tumlet rundt i mange hjem, nogle der end ikke var deres eget, og så er trygheden dog det fremherskende træk i familielivet. Eet er, at bogen er en malende skildring af denne familie, noget ganske andet er, at forfatterinden herud fra drager konklusioner og kommer med associationer til mange menneskelige foreteelser, som ellers plejer at bekymre mange -bl. a. hvorfor skal det absolut være »forældrenes skyld«, når en og anden navlebeskuer går galt af vejen. Kortest sagt: i denne bog fremlægger Elsa Gress på direkte og indirekte måde beviset for sine oppositionelle påstande vedr. mange centrale ting. Hertil kommer, at cfet er en veloplagt,velskreven bog, som vil kunne interessere langt ud over den kreds, E. G. hidtil har nået.