I forlagets fortræffelige serie af naturbøger kommer der nu en felthåndbog for geologer og andre steninteresserede. Da den er skrevet af en mineralog fra Geologisk Museum er bogens faglighed indlysende. Efter en kort indledning der præciserer, hvad der kendetegner et mineral, følger et grundigt afsnit om krystallografi, der forklarer alle de geometriske former, et krystal kan antage, dets dannelse, fysiske og kemiske egenskaber samt farve- og lysvariationer. Derefter følger bogens hoveddel, som er en leksikal fortegnelse over ca. 500 sten inddelt efter deres særlige systematik. Hele bogen er gennemillustreret med flotte farvefotos. Man skal selvfølgelig være mere end almindelig interesseret for optimalt at bruge bogen, der ikke begrænser sig til skandinaviske forekomster. Men da der lægges vægt på at beskrive og vise mineralerne, som de kan ses med det blotte øje eller med en feltlup, vil bogen også kunne bruges af stensamlere, der har dekoration eller krystalhealing som interesseindgang til emnet. Den hidtil mest omfattende og grundige bog på dansk.