Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Mini er ingen bangebuks


Beskrivelse


Minis storebror Mads er en drillepind, det går ud over Mini. På vej til friluftsbadet bliver de væk fra hinanden. Mini viser mod og handlekraft, og en tårevædet Mads venter derhjemme.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. jan. 1999

af

af

Vibeke Axelsen (skole)

d. 6. jan. 1999

Bøgerne om Mini får aldrig lov til at stå ret længe på vores hylde på skolebiblioteket. De er konstant udlånt til børn i 2.-4. kl., der selv kan læse dem, og de er også ofte udlånt til lærere, der finder dem velegnede til oplæsning med efterfølgende samtale i de yngste klasser. Det er fuldt forståeligt. Bøgerne indeholder alt, hvad der skal til for at få børn til at læse og blive klogere. 7-årige Mini er et godt bekendtskab også i denne bog, som er en god, spændende og sammenhængende historie. Den er suppleret med sjove, sort/hvide tegninger med replikker, der indgår som en del af teksten. Den har et festligt omslag og en appetitvækkende bagsidetekst. Hertil kommer store og enkle bogstavtyper og et letlæst sprog. I denne bog kommer Mini op at skændes med sin storebror Mads i bussen på vej til svømmebadet. Det resulterer i, at Mini ikke kommer af bussen sammen med Mads, og derved farer hun vild. Men som sædvanen er for Mini, tænker hun sig om, så hun klarer ærterne ved hjælp af sund fornuft og en lille smule held.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. jan. 1999

af

af

Ulla Møller

d. 6. jan. 1999

Ottende bog i serien om den 7-årige Mini. Bogen kan læses uafhængigt af seriens øvrige titler, da personerne præsenteres i begyndelsen af bogen. Men for læsere i alle aldre er charmen ved serier netop nok kendskabet til miljø og personer. Der er lidt mere tekst i dette bind af serien end i de tidligste, så selvlæseren skal nok være 8-9 år for at klare den. Bogen er også velegnet til oplæsning for de 6-7-årige, der vil nikke genkendende til Mini's hverdag og hendes forhold til storebror Mads. Illustrationerne er som sædvanlig forsynet med tanke- eller talebobler og indgår dermed aktivt i handlingen. Som i flere af bøgerne om Mini er handlingens omdrejningspunkt en konflikt og dens løsning. Mini's to år ældre bror er en drillepind og lidt af en tyran. Det går ofte ud over Mini. De bliver uvenner i bussen vej til friluftsbadet og bliver væk fra hinanden, da de skal skifte bus. Mini må selv finde vej gennem byen. Hun tager pejling af domkirkens tårn, for derfra kender hun vejen hjem. Her genforenes hun med et par nervøse forældre og en tårevædet Mads.