Der er flere grunde til at bogen godt kunne blive efterspurgt - og fortjener at blive det: emnet er trendy, forf. har optrådt i tv med det, bogen er velskrevet og han (dansk, katolsk teolog) behandler sit emne så vidende og engageret at man som læser roligt lader sig rive med. Efter en kort definition af begrebet følger bogens hoveddel, en gennemgang af 15 mirakler, ill. med mange (mere eller mindre relevante) fotos. Her fortælles om ligklædet i Torino, dets historie og forskningen i klædet, om grædende Maria afbildninger, mennesker der får overnaturlige evner til at helbrede, om det årligt tilbagevendende lysunder i Gravkirken i Jerusalem o.l. Fremstillingen er ikke først og fremmest en distancerende vejen for og imod fænomenernes sandhed. Man mærker at forfatteren opfatter miraklerne som udtryk for at Gud er en levende realitet, og at han ønsker at formidle deres positive effekt for mennesker. Og det gøres uden at seriøsitet og troværdighed i forhold til læseren sættes over styr. Til sidst en kort, men klar og tankevækkende diskussion af hvorfor mirakler i et protestantisk land som Danmark ikke vinder den genklang som de gør i katolske og ortodokse lande og af miraklets position i forhold til videnskab, teologi og new age.