En ny spansk roman, der virker som om den er skrevet i Balzac-traditionen med samfundsbeskrivelser fra mange lag i Barcelona 1887-1929. Hovedpersonen Onofre begynder i sult og nød med atuddele anarkistiske flyveblade til arbejderne på verdensudstillingen 1888 og ender symbolsk nok som lodretstartende rigmand i en nyopfunden helikopter på verdensudstillingen i 1929. Undervejs harhan været gangster, våbenhandler, ejendomsspekulant og betaget af tre kvinder: en knoklet fattigtøs, han senere gør til stumfilmstjerne, en lækker rigmandsdatter, han gifter sig med, og en fattigbaby doil, han til slut flyver bort med. Der sker altså ikke for lidt, men den ganske overordentligt alvidende forfatter har så mange fakta og realkommentarer, han skal have sparket ind undervejs,at romanen føles som træg, camoufleret faglitteratur. En pige kan f.eks. dårligt løfte sit skørt, før vi får en miniafhandling om de skiftende konjunkturer i Barcelonas tekstilindustri. Dahovedpersonen foruden af væredybt usympatisk også virker som et postulat, kan bogen næppe interessere mange andre end tilhængere af meget brede samfundsbeskrivelser og evt. Barcelona-farere. Bogenrummer mange oplysninger, som ville have været interessante i mindre doser, men nu kræver de 400 sider stærk motivering hos læseren.