Bøger / skønlitteratur til børn / eventyrlige fortællinger

Miranda og Frø


Beskrivelse


Billedbog. Miranda og hendes ven Frø konkurrerer i Altkanske-skoven, fx i at gå på line og plaske i vand. Miranda vinder aldrig, for Frø bestemmer, at han vinder hver gang.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. juli 2013

af

af

Else Lerche

d. 17. juli 2013

Billedbogen fortæller en sjov historie og giver anledning til en snak om at konkurrere. Den er til de 3-6-årige.

Forfatteren, der illustrerer, kendes fra andre humorfyldte billedbøger, fx Lille Tigers hemmelige ven, 2005. Humor og livlighed kendetegner også historien om Miranda og hendes ven, Frø. I rammefortællingen beder Miranda morfar fortælle og spørger om lillebror er med i historien? Frø bor i Altkanske-skoven. Miranda og Frø konkurrerer i fx at gå på line, sjippe og plaske i vand. Der er divergens mellem Mirandas og Frøs opfattelse af konkurrencernes udførelse. Frø erklærer sig altid som vinder. Han spiser hele slik-præmien. Derfor har han for ondt i maven til at spise de kanelsnegle kaninerne deler ud. Da morfar slutter udbryder Miranda, at lillebror ikke var med. Det opmærksomme barn må le, for lillebror er med hele vejen, i illustrationerne. De er malet i kraftige, varme farver og har mange sjove motiver og finurlige detaljer at gå på opdagelse i. Teksten er skrevet i et mundret, livligt sprog der med illustrationerne skaber den humoristiske stemning. Illustrationerne er malet i en realistisk stil tilsat fantasi. Forsiden og bagsideteksten skal nok fange øjet.

En anden billedbog om at konkurrere er Jeg er stærkere end dig, 2012. I Hvor er min søster?, 2007 er det en søster, der ledes efter.

Tekst og illustrationer er en udtryksfuld helhed, der får den humoristiske historie til at leve, så man gerne genlæser den og går på opdagelse i de finurlige detaljer.



Informationer og udgaver