En billedbog til børn mellem 4-8 år, som gerne vil overtale deres forældre til at få en kat! Bogen vil sælge sig selv med dens flotte appetitlige forside og dens emne.
En charmerende billedbogshistorie der spiller utroligt fint sammen med de dejlige illustrationer. Historien fortæller om søskendeparret Ida og Valter, hvis højeste ønske er at få en kat. Men da forældrene siger nej, så er det ikke helt nemt. Men heldigvis er Ida lidt snu, og lige pludselig kommer fru Blom og afleverer to katte til familien! Forfatteren er en erfaren poetisk digter, med 11 digtsamlinger bag sig til voksne. Dette er hendes første børnebog. Bogen har et levende mundret sprog, og forfatteren forstår flot at spille med ordene og lave sjove ordspil, som både børn og voksne vil synes er sjove. Illustratoren behøver vist ikke meget introduktion! Illustrationerne er i illustratorens sædvanlige flotte og sprudlende stil. Personerne har liv og charme og fremstillet med et glimt i øjet. Der er sjove vinkler og mange varme farvenuancer i spil.
Der er også i år kommet billedbogen Det gale kattehus, 2007, som har lidt samme emne, men hvor denne bog er mere direkte i spørgsmålet om at få en kat!.
En charmerende, varm og farverig billedbog om at få en kat. Her er gode tips til børn, om hvordan man lige kan snøre sine forældre.