Amerikansk actionfilm fra 2011 med en meget bred målgruppe blandt alle de raske drenge og piger i alle aldre, der også elsker James Bonds hæsblæsende eskapader. Tilladt over 15 år.
Vi er nået til 4 del i historien om den hemmelige agent Ethan Hunt og hans hold IMF. I lighed med de andre film i serien, ser det denne gang virkeligt sort ud for Ethan. Da Kreml bliver sprængt i luften, beskyldes IMF for at stå bag, og pludselig er de helt alene uden den amerikanske regerings opbakning. Da de samtidig opdager, at en galning vil starte en atomkrig, skal der altså både kæmpes for at rense organisationens navn og forhindre en 3. verdenskrig. Filmen fortsætter i samme stil som de foregående. Hæsblæsende action og opfindsomme gadgets, og upåklageligt flot produceret både billed- og lydmæssigt. Handlingen er som sædvanligt i den slags film hullet som en schweizerost og tillige set mange gange før, men hvad gør det, når man er godt underholdt. Filmen fik fortjent en overordentligt god modtagelse af både anmeldere og publikum, hvilket er sjældent for en 4'er.
Minder naturligvis om sine tre forgængere, men instruktøren Brad Bird, der ellers er kendt for sine morsomme animationsfilm som fx De utrolige, 2004, har denne gang puttet en pæn portion humor ind i handlingen, hvilket er forfriskende.
En overraskende frisk og veloplagt del fire i filmserien. Det er god gedigen underholdning, der ikke skal tages for mere end det er, og som sådan kan den varmt anbefales.