Troels Kløvedal tager os med rundt i Danmark og fortæller levende om Danmarks historie undervejs. Kløvedal brænder for historie og litteratur, så det er en spændende danmarkshistorie han fortæller os. Kan ses med udbytte af alle fra 10 og år op.
Endelig er Nordkaperen igen i dansk farvand. Med den øvrige besætning sejler Kløvedal Nordkaperen Danmark rundt i sommeren 2013 og møder samtidig spændende personer, som fx kronprinsen, forfatterne Suzanne Brøgger og Ib Michael. Kløvedal fortæller anekdoter, citerer digte, og stiller interesserede spørgsmål til dem, han møder på sin vej. Vi kommer bredt omkring og bliver klogere på Danmarks historie, geografi, natur, kultur og religion. Nordkaperens historie får vi også fortalt, samtidig med at vi ser fiskeriet i dagens Danmark, som fx på landingspladsen på Thorup Strand og Skaldyrscenteret i Nykøbing Mors.
Interessant, vedkommende og underholdende tv-serie, som formidler dansk kultur og historie på en meget indbydende måde. Kløvedal er en god fortæller, og fortæller så alle kan være med.
Der findes mange rejsefilm på bibliotekerne, men ikke mange, der beskæftiger sig med Danmark. Kløvedal har andre film på bibliotekerne, som også handler om Nordkaperen, om fx det indiske ocean og Indonesien.