Pittelkow er en fremtrædende personlighed i dansk politisk samfundsdebat og mange både tidligere og nuværende politiske venner og fjender kunne have interesse i denne bog.
Ralf Pittelkow er i dag en kendt og agtet politisk kommentator på Jyllands-posten og flittigt brugt i medierne. Tidligere var han også kendt for sin politiske rutschetur fra det yderste venstre til rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen. I denne velskrevne selvbiografi får vi hele historien og mere til. Fra han allerede som barn og ung i Sønderborg bevidst valgte en fremtid som intellektuel i København og der hurtigt blev en fremtrædende personlighed, næsten uanset hvad han kom i berøring med. Pittelkow fortæller levende, åbent og skarpt om sin menneskelige og politiske udvikling, og bogen vil uden tvivl give anledning til både eftertanke, uenighed og opbakning til ham.
Pittelkow er en flittig forfatter med udgivelser om både medier, indvandring, politik og samfundsforhold, men ikke noget biografisk.
En velskrevet og personlig biografi skildrende et livsforløb som dækker mange danskeres oplevelse af udviklingen i Danmark fra 1950'erne og frem.