Erindringsbog fra et langt liv og dermed et signalement af Danmark i det 20. århundrede. Else Enemark fortæller om sin opvækst, der var præget af forældrenes skilsmisse, moderens uddannelse til jordemoder og senere nye ægteskab og faderens arrestation og dom i 1920 for fosterfordrivelse. Else selv blev uddannet som både pædagog og sygeplejerske og gift med Rasmus, der var læge. Geografisk bevægede hun sig meget rundt i Danmark, og bogen giver således mange glimt af hverdagslivet i hovedstaden og provinsen. Else Enemarks søster Inger Merete Nordentoft blev kendt over hele landet som skoleinspektøren, der i 1945 insisterede på at gennemføre sin graviditet, selv om hun var ugift. Med en både landskendt far og søster kunne Else Enemark give et godt bidrag til Danmarkshistorien, men bogen tager ikke for alvor fat på disse sager. Selv om Anne Kirstine Enemark, der posthumt har udgivet erindringsbogen, har tilføjet skitser, digte og andre bidrag til et portræt af Inger Merete Nordentoft, træder personen bag denne omdiskuterede sag ikke i profil. Det er derfor som tidsbillede, at bogen har sin værdi, og vel mest for den ældre låner.