Kunsthistorikere får her tilbuddet om et fuldstændigt overblik over kunstneren Ingemann Andersens grafiske arbejder.
Ingemann Andersen er født på Lolland i jævne kår. Efter færdiguddannelse på kunstakademiet i 1957 lever han jævnt af sin kunst og forefaldende arbejde, indtil han i 1968 følger sin kone til Italien, hvor de bor i næsten 30 år, indtil de igen vender hjem til hans barndomshjem. Ingemann Andersen er en dygtig grafiker, der mestrer sit håndværk i sjælden grad, men han er også teoretisk velfunderet. Hans billedverden er stille og klassisk med mange tunge og symbolladede sort/hvide ark. Han mestrer dog farverne og enkelte blade er holdt i klingende farver og har en lethed, som er velkommen, hvor som helst. Erik A. Nielsen, som har et bredt forfatterskab om kunst, litteratur, musik og teologi bag sig, har udgivet denne bog i forbindelse med Andersens 85 års fødselsdag. Nielsen fortæller Andersens historie gennem billederne, som han tolker en lang række af. Ud over gengivelser af mange af Andersens grafiske værker indeholder bogen også en registrant over hans samlede grafiske produktion i det omfang, det har ladet sig gøre.
Andersen er medtaget i de væsentligste samleværker som fx Styhr: Dansk grafik ligesom der er mindre udstillingskataloger fx fra en separatudstilling i 1992.
Bred og fyldig præsentation af maleren og grafikeren Ingemann Andersens grafiske værker udgivet og kommenteret af Erik A. Nielsen i anledning af Andersens 85 års fødselsdag.