Nu må det være nok med slankehysteriet, at man absolut skal være en størrelse 38 og se ud som en teenager, og hvis du ikke gør det, er det din egen skyld, du skal bare tage dig sammen og gå på slankekur og motionere noget mere. Det er disse udtalelser de to norske forfattere har fået nok af. De har selv været på utallige slankekure af enhver art, har tabt nogle kilo, for så bare hver gang at tage endnu flere på. De har skrevet denne bog til støtte og opmuntring for de kvinder, som ikke mere vil underlægge sig massemediernes og slankeindustriens tyranni med hensyn til vægten. Men mændene må også gerne læse med, for at få en større forståelse af kvinderne, også de overvægtige. Det, det gælder om, er kort sagt at holde op med at koncentrere al energien om at tabe sig, lære at være glad for sin krop, hele kroppen, smide badevægten ud og vende selvforagten til selvrespekt. For at nå dertil er der helt konkret forslag til "10 skridt til at nå målet". Formålet med bogen at skabe debat og sætte fokus på problemerne. Den er letlæst og har samme målgruppe som f.eks. Elefant i nylonstrømper, 2000,og Frygten for fedtet, 2. udg., fra 1999.