Denne børnebog i serien Forglemmigej er en selvstændig fortsættelse af Uden for kliken (97/23) af den svenske forfatter Inger Brattstrøm. Som den foregående er også denne bygget op med spændingskurve, der kulminerer på bogens sidste sider. Temaerne er mobning, at være ny i en klasse og at være anderledes (racisme). Da Malene, som taler med dialekt og har skæve øjne, kommer i klassen, er det hende og ikke som vanligt Mirja, der holdes udenfor og bliver drillet. Mirja, hvis mor er alene med hende og en lillebror, kommer fra Polen. Hun vil gerne tage sig af Malene, men kan alligevel ikke sige nej til klassens pigers invitation til at være med i det gode selskab, så hun svigter hende i første omgang. Hun inviteres til fest, men holdes udenfor, og hun er ikke længe om at beslutte sig til ubemærket at forlade selskabet og slutte sig til klassens drenge og Malene, da hun får øje på dem ude i haven. Så sker der ting og sager, som børnene slet ikke kan overskue, men efter et par nervepirrende og ubehagelige døgn, falder alt på plads, fordi Mirja og klassekammeraten Hektor hjælper Malene. Historien er enkel og forudsigelig. Den er let at læse og overkommelig blandt andet, fordi kapitlerne er korte, og fordi teksten indeholder mange dialoger. Målgruppen er 3.-5. klasse, og især pigerne på disse klassetrin.