Ny historisk roman af Næsted Nielsen, som efterhånden har skrevet en del bøger i denne genre. Denne gang udspiller handlingen sig i år 1536 under reformationen. Hertug Christian vil indføre den lutheranske tro, og det giver kampe i kongeriget Danmark. Hovedpersonerne i bogen er de tre børn/unge Kasper, Jakob og Ida. De tre bor sammen i en hytte ude i skoven, men må flygte, da de bliver anklaget for tyveri. De kommer ud for mange farer og eventyr på deres rejse inden de kommer til staden København. Bogen er skåret over den samme læst, som mange af forfatterens tidligere bøger, en historisk fortælling med plads til en lille kærlighedshistorie denne gang mellem Ida og Jakob. Og ikke til Kaspers store tilfredshed! Bogen er fortalt i et lidt omstændeligt, men ganske velskrevet sprog. Tid og sted males frem i et billedrigt sprog. Mindre overbevisende er personerne, som man ikke rigtig kommer ind under huden på, og børnenes alder modsvarer sine steder ikke helt deres voksne handlinger. Bogen har en dramatisk forsideillustration i mørke farver. For børn fra 11-12 år.