Målgruppen til Monrad & Rislunds humor er efterhånden oppe i 40+ segmentet, men de herrers humor vil være til stor moro for både mænd og kvinder. Yngre brugere vil nok finde tempoet en anelse for langsomt. Tilladt for alle.
Monrad & Rislund show fra Bygningen i Køge. Akkompagneret af manden med skægget Øyvind Ougaard viser de to komikere, at de stadig kan vriste et grin ud af især den lidt ældre del af befolkningen. I en vekslen mellem monologer, musik og små sketchagtige indslag, fører de os igennem sjofle optrin, diverse platheder, men også gode samfundssatiriske tekster. Vi møder gammelkendte figurer som fx Mogens, men også dragdivaen Henriette Fladmann og den verdenskendte kunstner Onkel Meljävning kigger forbi.
Det er jo dybest set stand-up i en lidt mere teateragtig og musikalsk form. Hvor fx Lars Hjortshøj i sit show Lars Hjortshøj - i virkeligheden, 2009 "retter" sit stand-up show ind efter en målgruppe, der er jævnaldrende med ham, formår han også at ramme de yngre seeres humor. Det samme er ikke tilfældet her, hvor humoren er lidt mere for voksne og mere lig fx materialet fra Finn Nørbygaard.
En god underholdningstitel, der helt sikkert vil falde i mange brugeres smag. Det er plat humor, som vi kender det, og en hel teatersal i Køge morede sig storartet. Det vil mange også gøre hjemme foran skærmene, specielt den lidt ældre del af brugergruppen, som bibliotekerne vel egentligt ikke køber så mange "rene" underholdningsshows til.