Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Monsteret i badekarret


Beskrivelse


En morgen står der en kalkun foran Frede og Frederiks dør. Den slår sig ned i deres badekar og bliver hurtigt en plage. Men den er ikke lige sådan at fange.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. juli 2002

af

af

Knud Stadelund (skole)

d. 9. juli 2002

I denne fjerde bog i serien løber Frede, Frederik og katten Kong Frederik ind i en prekær situation. En morgen står der en kalkun uden for deres dør. Frederik har fri fra skole, så han lukker den ind. Det bliver begyndelsen til en række vanskelige situationer. Kalkunen annekterer prompte badeværelset, hvor den raserer alt, overfalder Frede og Frederik, forhindrer dem i at bruge toilet og barberkost og jager en skræk i livet på katten. Efter forskellige tiltag finder de en mand, der kan hente den, men i sidste øjeblik fortryder de og beholder den. En dag, da Frede og Frederik kommer hjem, er kalkunen forsvundet. Kong Frederik har tilsyneladende taget situationen i egne poter og åbnet døren til både badeværelset og lejligheden. Det er en frisk og letløbende historie med nærmest absurde elementer. Teksten, der kan selvlæses fra 3. kl., understøttes af morsomme illustrationer. Den kan dels anvendes til selvstændig læsning fra 3.- 4. kl. og dels indgå i et læsesæt fra samme klassetrin. Den farvelagte forside anslår indholdet udmærket.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. juli 2002

af

af

Birgit Hald

d. 9. juli 2002

Dette er 3. bd. i serien om Frede og Frederik, og det lever fint op til de to forrige. Det er en udmærket, letlæst historie der primært vil more selvlæsere fra 9/10 år og også kan læses højt for lidt yngre børn, men da illustrationerne spiller en vigtig rolle, skal de kunne ses samtidig. Alle opslag er illustreret med meget humoristiske, gode og meddigtende tegninger der passer fint til historiens tone og i mange tilfælde giver teksten en ny drejning. Frederik fortæller veloplagt om de genvordigheder han og faren kommer ud for da der en morgen pludselig står en velvoksen kalkun foran deres hoveddør. Frede skal på arbejde, så Frederik må tage sig af den inden han skal i skole. Til katten Kong Frederiks skræk vader den ind i lejligheden og insisterer på at sidde i badekarret. Da Frederik kommer fra skole, er badeværelset raseret, og alle forsøg på at fange den terroriserende kalkun mislykkes. Frede må tage i svømmehallen for at komme i bad og blive barberet, og når de skal tisse, forgår det til naboen fru Tychsens forargelse bag et kastanietræ på den anden side af gaden. Hvordan de egentlig slipper af med kalkunen står lidt hen i det uvisse, men teksten og en af illustrationerne giver to forskellige bud på mulige forklaringer.