Denne optagelse fra Monty Python's live optræden på det berømte koncertsted Hollywood Bowl er en herlig anledning for gruppens mange tilhængere til at opleve både nye og gamle sketches og sangnumre foran et stort publikum.
Showet byder bl.a. på gensyn med Skovhuggersangen, de gakkede gangarter, højesteretsdommerne i dameundertøj, foredrag om hvad en god spøg er, en utraditionel omgang Olympiske Lege, 100 m løb for deltagere uden retningssans og svømning for ikke-svømmere. Filmen er lavet som et sammenklip af showets fire opførelser i september 1980 og krydres med Terry Gilliams herlige animationer.
Instruktør er Ian MacNaughton, som også står bag en del af gruppens spillefilm. Monty Python lancerede i 1970'erne at Flying Circus i USA med biograffilmen Monty Python overgiver sig altid, 1971, der bestod af en række af sketchene fra deres tv-shows. Men den specielle humor havde svært ved at slå igennem, blev mødt med undren, men med introduktionen på tv fik gruppen efterhånden kultstatus. Filmen med deres optræden på Hollywood Bowl ligger lige før gruppens sidste spillefilm sammen, The meaning of life.
De løsslupne sketches får en ekstra spontanitet ved at blive fremført for det entusiastiske publikum. Skuespillerne giver den en ekstra tand, og man fornemmer at ordvalget er en tand grovere end overfor deres engelske publikum. Det bliver det ikke kedeligere af, og filmen er et herligt supplement til tv-serien og spillefilmene og et must for alle Monty Python-fans.