Bøger / faglitteratur til børn / billedbøger

Mor har en baby inde i maven


Beskrivelse


Hvordan er det at blive storesøster eller storebror? Her kan du se hvad der sker uge for uge, når lillebror eller lillesøster er på vej. Er det virkelig rigtigt, at babyen ligger derinde i vandet og tisser? Er det rigtigt, at babyen har hår over hele kroppen? Og hvorfor er mor pludselig så træt hele tiden og spiser underlige ting?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. mar. 2012

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 21. mar. 2012

Charme, humor og faglige baby-facts serveret med en kærlig hånd og charmerende illustrationer. Billedbog for kommende storebrødre og -søstre mellem 3-7 år.

Forfatteren står bag flere bøger og har her kastet sig over emnet graviditet serveret i børnehøjde, og det kommer han rigtig godt fra. En skæv og anderledes måde at fortælle kommende store søskende om graviditet. Mors mave vokser, men hvad laver babyen egentlig derinde? Er det ligesom at være i svømmehallen? Hvad får den at spise? Er det rigtigt, at babyen har hår over hele kroppen og tisser i vandet? Det er spørgsmål, som helt sikkert vil være en del af den mængde, der vil komme, når mor har en baby inde i maven, og den store søskende skal til at forberede sig på, at der kommer en ekstra i familien. Historien tager sin start, da mors mave vokser, og nu følger hvert opslag den voksende mave. Sidst på alle opslag er der en lille faktaboks, hvor alle kan følge med i, hvor stor baby er nu, og hvad den kan. Illustratoren er på børnebogsfronten kendt fra rigtig mange udgivelser, og kommer her rigtig til sin ret og skaber charmerende liv og atmosfære i en herlig, lidt overdreven streg.

Børnenes humoristiske og charmerende pendant til Gravid uge for uge, kombineret med velskrevet tekst om at blive en storesøster eller -bror. Der findes mange bøger med samme emne, men denne fortjener en plads i alle "baby-krybberne".

En ny klassiker er født! Charmerende billedbog til børn og forældre om graviditet, ventetid i børnehøjde!.