Sofia holder meget af sin mormor, men mormor er blevet mere forvirret og har fået sværere ved at huske, siden Sofia var der sidst. Nu er det ved at være jul, og Sofia skal være der nogle dage før jul. Mormor kan være smart, når hun handler kalkun, men overser at hun har købt to kalkuner i stedet for en, som var nok. Mormor får det tiltagende dårligere, da julen står for døren, og hun flytter efter et sygehusophold på plejehjem. Det er Sofia, der er omdrejningspunktet for historien. Hun er først bange for, at mormor skal dø, da hun er syg, savner hende siden og frygter senere, at mormor ikke kan genkende hende. Men da hun til slut besøger mormor, også selvom alt ikke er som før, er de basale følelser de samme som før, og Sofia hjælper nu den mormor, hun holder af. Bogens sprog er velfungerende. Det er en velfortalt og varm historie, der undgår at blive sygdomshistorie om demens, men derimod en varm og realistisk hverdagshistorie om at "nyde" mormor, mens hun er der. Bogen kan læses op for børn fra 5-6 år, og bruges til samtale om alderdom og demens i hjemmet og i indskolingen. Forfatteren kendes fra billedbogen Jeg glemmer aldrig morfar. Bogen er illustreret med understøttende sort/hvide og gråtonede billeder i vekslende størrelse i blandingsteknik, collage, tegning og maling, som dog fungerer bedst på forsiden i farver, som sammen med bagsideteksten passer til indholdet.