Spillefilmsversion af spansk tegneserie om to helt igennem uduelige agenter. Figurerne kendes herhjemme som Flip og Flop. En film for større børn og voksne, der er til grotesk og gakket humor - herunder især fans af tegneserien.
En film med masser af gags, absurd humor, forviklinger, Storm P.-agtige maskiner og et broget persongalleri. Der har været indbrud i sikkerhedstjenestens laboratorium, og tyven er rendt med et nyudviklet hemmeligt våben: en demoralisator, der ved hjælp af radiobølger kan få fjender til at opgive ævred. Lederen af sikkerhedstjenesten sætter den blærede superagent Fredy på sagen, mens vore helte, dummer-nikkere Mortadelo og Filemon, i første omgang må nøjes med at sikre afdelingens andre hemmelige våben. Så er der gang i løjerne, der bl.a. fører til diktaturstaten Tirania. Visuelt set en vellykket film, der da også modtog en række tekniske spanske Goya-priser for bl.a. special effects. Men nogle vil nok mene, at en så visuel original film burde have haft et strammere plot og en mere fængende humor. Selv fandt jeg ikke filmen specielt sjov, men det er givetvis en smagssag.
Javier Fesser har tidligere lavet film i samme absurde crazy-genre, men er mest kendt for det helt anderledes og alvorlige drama Camino, 2008.
Flot visualisering af Flip og Flop-universet, velspillet og med mange opfindsomme gags, men et mere fængende plot ville altså have styrket filmen. Flip og Flop-fans vil sikkert hygge sig gevaldigt, mens andre nok vil kede sig i længden.