Film / fiktion til børn / tegnefilm

Muldvarpen


Beskrivelse


Den lille nysgerrige muldvarp opdager mange forskellige ting på sine eventyr. Han kommer bl.a. til zoologisk have, han forsøger at skræmme den glubske ræv med maling og han laver en grammofonplade ud af fuglenes noder.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. maj 2013

af

af

Henriette Olesen

d. 13. maj 2013

Muldvarpen er en skøn samling små afsnit om den glade og nysgerrige muldvarp. Den henvender sig til de mindste seere, men kan også underholde de lidt større børn. Forældre vil sikkert kunne huske muldvarpen fra deres barndom.

Den lille nysgerrige muldvarp kommer ud for mange ting, når han går på opdagelse. Han laver bl.a. sin egen grammofonplade af noder fra fugle, han opdager de forskellige dyr i zoologisk have, og til foråret skal der gøres rent. Der bliver ikke sagt noget i filmen, men tegnestilen er meget udtryksfuld, og stemningen underbygges af musikken. Selvom filmen efterhånden har mange år på bagen, kan børn i dag sagtens sætte sig ind i den. Muldvarpen tager rundt og opdager musik, farver, natur og biler, han er meget nysgerrig og også en smule klodset, alt sammen noget de mindste kan genkende og identificere sig med. Tempoet i tegnefilmen er skruet helt ned, så de yngste kan sagtens følge med.

Den lille muldvarp udkom første gang i 1957, og stilmæssigt minder den meget om Barbapapa og Professor Balthazar med musikken og farvevalget. Der er en charme og dejlig stemning i disse film. Der er også udgivet en del billedbøger om den glade lille muldvarp.

Den lille muldvarp kan trods sine mange år stadig underholde og fænge de små børn. En skøn samling af små afsnit, som bestemt hører til på bibliotekerne.