Med denne roman om en ældre mands forelskelse i en yngre kvinde, debuterer Arne Østerby som romanforfatter. Marcus, som er graver ved en kirke i Sønderjylland, er gift med Bolette, som er fysisk nedslidt. Deres ægteskab fungerer rutinemæssigt, men heller ikke mere, så da Marcus møder en yngre kvinde, indleder han et forhold til hende, et forhold Bolette først senere får kendskab til. Marcus er i et dilemma: skal han vælge den unge kvinde eller holde sammen med Bolette? Det har Østerby skrevet en klog bog om, hvor han kredser om problemerne, det at blive gammel, det at mærke det fysiske forfald, det at genfinde begæret, det at føle sig i live, og det at føle ansvaret for et menneske, man har tilbragt et liv sammen med. Marcus er den, hvis synsvinkel vi ser historien fra, og Marcus er et tænksomt menneske. Det er hans grublerier, når han færdes gennem et sommerligt Danmark på vej til sin elskede, der giver romanen indhold og form. Velskrevet og med en forankring i virkeligheden, hvor arbejde og samvær spiller en hovedrolle i portrættet af den vankelmodige Marcus, er dette en roman om et vigtigt emne Hvordan overlever kærligheden, og hvor går grænsen?.