Playstation 2. Med dette racerspil er der rig mulighed for fart og spænding for motocross fans. Man kan fra starten vælge to slags motocrossracere - enten tohjulede MX'ere eller firhjulede ATV'er. Der er forskellige off road løbsformer enten på stadions eller på store udendørsbaner. Der er mange slags konkurrencer bla. Hill Climbs, Short Track og Gap Jumps, men i spillets vigtigste afsnit gælder det om at vinde en sæson bestående af 16 forskellige baner, i hver af de to løbsformer. Vinder man, åbnes der for forskellige bonuser i form af udstyr, racere m.m. Man kan også blive udfordret til race i bl.a. helikoptere, monstertrucks og golfbiler! Spillet er ganske underholdene og realismen er nedtonet til gengæld for masser af hårde nærkampssituationer der betyder, at man ofte laver nogle drabelige styrt. Der er ikke mulighed for online-spil, men dog 2-player-spil. Grafikken er udmærket, men i sammenligning med MTX mototrax - et motocrossspil der udkom i 2004 - mangler den lidt i detaljegraden af køretøjer og baner. Lyden er ligeledes i orden, men spillets soundtrack imponerer ikke, med få og ofte intetsigende musiknumre. Sværhedsgraden er i den lettere ende, hvilket betyder, at man hurtigt vinder nogle løb og undgår frustrationerne over at gå helt i stå i spillet. Overordnet er MX vs. ATV unleashed et ganske godt motocross spil, der vil kunne underholde i mange timer, p.g.a. de mange forskellige konkurrenceformer. PEGI: 12+, p.g.a. det sproglige indhold, men børn fra 10 år bør heller ikke snydes. Sprog: engelsk.