Spil / computerspil

MySims - sky heroes

Del af MySims

Beskrivelse


Actionspil. Som en helt ukendt pilot skal du tilkæmpe dig ære og berømmelse i luftkampe mod den onde Morcubus og hans hær af droner. Mellem missionerne kan du opgradere dit fly, så du er klar til nye udfordringer - som for eksempel spillets multiplayer luftkampe for seks spillere på en gang! Med animationer og videoklip.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. sep. 2010

af

af

Henrik Schou

d. 30. sep. 2010

Wii, Nintendo DS. MySims - sky heroes er det sjette spil i den børnevenlige "MySims"-serie. Denne gang går serien på vingerne og byder på spændende luftkamp mellem alle tænkelige typer af fly. For alle fra omkring 8-9 år og op. På engelsk. PEGI 3.

Spillet er en kombination af et racerspil og et luftkampspil. Man begynder spillet som en anonym pilot, der skal deltage i de store luftslag mod den onde Morcubus og hans hær af flyvende robotter. Spillets missioner byder på regulære luftkampe, varierede boss-kampe og forskellige former for race. Konceptet er enkelt, men særdeles veludført. For at give spillet lidt ekstra krydderi og give spilleren en hjælpende hånd, er banerne velforsynet med power-ups, der giver forskellige offensive og defensive fordele. Dertil kommer, at man mellem missionerne kan opgradere fly og ændre dets udseende. Kontrollen på både DS og wii er tilfredsstillende præcis. Spillets helt store nummer er dog multiplayer luftkampe - op til seks spillere kan deltage over netværk på wii mens fire spillere kan spille over netværk på DS. Grafikken i spillet er som i de foregående "MySims" spil, så selvom handlingen i spillet lyder drabelig og voldsom, så understreger grafikken, at der er tale om et spil for børn.

Spillet ligner sine forgængere - især MySims - agents. Spillet har desuden lånt elementer fra gokart-racing genren.

"MySims"-serien er typisk let tilgængelige kvalitetsspil for børn. MySims - sky heroes er, som sine forgængere, veldesignet. Anbefalelsesværdigt, især i multiplayer.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. sep. 2010

af

af

Sven Jeppesen

d. 30. sep. 2010

PS3, Xbox 360. MySims - sky heroes er et actionspil i den lette brigade. Selvom spillet er på engelsk er det både nemt at navigere og følge med i på begge platforme. Det indeholder absolut ingen forrående aspekter, og derfor er PEGI'en 3. For at følge nogenlunde med i den noget tynde historie - og for at kunne styre nogenlunde med controllerne vil jeg anbefale spillet fra 10 år.

Spillerne er tilsyneladende forudsætningsløse fra starten af, men opnår hurtigt flyvefærdigheder i kampen mod den onde Morcubus og hans onde MorcuCorp. Det handler om race og dogfight - altså flyene forfølger hinanden og slås så. Bedste pilot vinder. Gameplay er at komme op i fart og så ellers bruge missiler, lasere og bomber til at nedkæmpe fjenden. Efterhånden som du bliver bedre til det, kan du nå tre højere niveauer for våben, acceleration og fart. Der er både en singleplayerdel og en multiplayerdel. Den sidste kan sættes op lokalt og på nettet med op til 10 deltagere.

I MySims-serien er der udgivet rigtig mange titler, deriblandt dem med den kendte Mario-figur, men først med MySims - sky heroes også til andre konsoller end Nintendos. Såvidt jeg kan vurdere det, fungerer spillet rigtigt fint på både Xbox 360 og PS3.

MySims - sky heroes er et let actionspil for yngre spillere. Det er nemt at navigere i - og spillerne får hurtigt fornemmelsen af kontrol over flyene. Historien er ikke noget at råbe hurra over, men til gengæld er gameplay lige ud af landevejen - og gerne med flere spillere ad gangen.