Som i Mumitrolden og Snif møder Mumriken er Tove Jansson ikke den virkelige ophavsmand til bogen. Det er Herbert, Rasi og Murtosaari, med ansvaret for henholdsvis tekst og illustrationer.Historien udspilles i et næsten Miss Marble'sk miljø, hvor sladder og forudfattede meninger hurtigt kan få en fjer til at blive til fem høns. Mumimor, Mumitrolden og Mumriken er ved at lave enkompost. Lille My fatter kun, at der er noget, der skal rådne, så da rygterne via Gafsen når Filifjonken bliver bladene til en krop ... og dermed måske mord!? Filifjonken sætter Politimesteren påsporet, for de er jo lidt underlige, de Mumier, og Mumimor viser intetanende sin kompostbunke frem. Filifjonkens næse er blevet en anelse længere, i hvert fald i overført betydning. Tegningerne ersom i Mumitrolden og Snif møder Mumriken. Illustrationerne fylder hele siden, nogle steder med fire scener på eet opslag uden nogen afgrænsning af billederne. Historien er enkel med et tydeligtbudskab, men Tove Janssonskalejdoskopiske Mumiverden rammer bogen kun et hjørne af. De mange lag skal findes i Tove Janssons egne bøger. Måske hjørnet her til gengæld kan inspirere til at udvidebekendtskabet med mumitrolde, homser, hattifnatter, hemuler og alle de andre? For de er nok et bekendtskab værd! Højtlæsning fra ca. 4 år.