Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Mysteriet i Venedig


Beskrivelse


David på 11 år er med sin familie til karneval i Venedig, hvor de blandes ind i en sag om internationale kunsttyve, men samtidig får tid til at holde ferie i byen. Det bliver til en spændende og sjov ferie.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. aug. 2002

af

af

Kristian Nielsen (skole)

d. 8. aug. 2002

David er med sine søskende og forældre på ferie i Venedig. Den første nat har han en uhyggelig drøm, som bliver ved med at forfølge ham de følgende dage, idet dele af den dukker op i hans virkelige verden. På samme hotel møder de et mærkeligt vestjysk par, som kommer til at spille en større og større rolle i Davids oplevelser, der kulminerer i et værdifuldt kunsttyveri. Historien foregår i løbet af en uges tid og har David som jeg-fortæller. Den er skrevet i et let tilgængeligt sprog, med klar, tydelig og læservenlig typografi. Miljøbeskrivelsen er nuanceret, mens personbeskrivelsen er mere sort/hvid og formuleret ud fra Davids synsvinkel. Teksten er illustreret med farvetegninger, der fint understøtter og supplerer den. En del af tegningerne er lavet i let humoristisk, satirisk stil, og på den måde medvirkende til gøre bogen til underholdende læsning. Forsideillustrationen vil, kombineret med titlen, virke tiltrækkende på læsere, der går efter mystik og spænding og de bliver da heller ikke snydt. Bogen kan selvlæses fra 3./ 4.kl. og vil også være velegnet for ældre læsesvage elever, højtlæsning i mellemgruppen.


Bibliotekernes vurdering

d. 8. aug. 2002

af

af

Per Drustrup Larsen

d. 8. aug. 2002

Fortællerens mareridt om masker og onde øjne indleder bogen, der begynder som en gyser, men ender som en god og underholdende børnekrimirejseguide til Venedig. Historien er den, at en forfatter af rejsebøger har inviteret sin familie med på ferie for at lave et bind til serien 'Familieferier', og den første bog skal være om Venedig i karnevalstiden. Det er et af børnene i familien, David på 11 år, der er fortæller i bogen, og hans mareridt viser sig at blive til en slags virkelighed. Alt ender dog godt, da familien afslører et ældre søskendepar, der siger, de er på kunstindkøb for 4,5 mio. kr., som internationale kunsttyve. Handlingen er dramatisk med en dejlig humoristisk undertone og mange underholdende detaljer, hvor der fortælles både om familiens liv og Venedig. Målgruppen er børn fra ca. 10 år, og særligt rejseinteresserede kan læse det korte tillæg med personlige tips om Venedig og med et 1-sides italiensk sprogkursus. Bjørn Sortland har lavet flere gode bøger på dansk med samme gode humoristiske og varme, børnesolidariske tone bag handlingen, og denne tone understreges i denne bog af nogle gode farvetegninger. Enkelte ord-delinger og sproglig redigering som i øvrige bind i samme letlæsningsserie.