En akademisk artikelsamling, der primært henvender sig til fagfolk, som beskæftiger sig med børn og deres sproglige udvikling, samt sprogstuderende.
Artiklerne er skrevet af forskere ved Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet, og sproget er akademisk med udstrakt brug af fagterminologi. Bogen er først og fremmest baseret på aktuel dansk forskning og danske undersøgelser, men den nyeste internationale forskning er inddraget i nødvendigt omfang. Det er ikke en generel håndbog, men artiklerne behandler en række væsentlige aspekter af danske børns tidlige sprogudvikling på et detaljeret og højt fagligt niveau, og de giver fagfolk en god basis for at vurdere danske børns sprogudvikling. Artiklerne beskriver det danske sprogs specielle lydlige kode, milepæle i danske børns sprogtilegnelse lige fra fostertilstanden over de første ord til et voksende ordforråd og tilegnelsen af grammatik. Endelig behandles den nationale sprogscreening af 3-årige, den logopædiske vurdering af børns sprog samt den sproglige udvikling hos tosprogede børn. Bogen indeholder en del tabeller og grafer og mange referencer til faglitteratur, fortrinsvis på engelsk.
Der findes en hel del bøger om danske børns sprogtilegnelse, også på et højt fagligt niveau, men ingen der i samme grad bygger på aktuelle empiriske undersøgelser af danske børns sprogtilegnelse.
En forskningsbaseret artikelsamling om danske børns sprogtilegnelse præget af akademisk terminologi. Mest oplagt for større biblioteker.