I Helsinki bliver en ung mand fundet dræbt, og hans ven forsvinder. Har det noget at gøre med den dokumentarfilm, de er ved at lave om en gammel eneboer? Politiet efterforsker sagen, og det samme gør en journalist. For læsere af nordiske krimier.
Den unge introverte og hemmelighedsfulde Johannes går på en filmskole, hvor han sammen med makkeren Jeremias arbejder intenst på en dokumentar om en original, som holder til i et naturreservat. Først bliver Johannes fundet dræbt, og dernæst forsvinder Jeremias sporløst. Politiet, med Jan Leino i spidsen, efterforsker sagen om kap med tiden, men har svært ved at finde et motiv. Jans nye kæreste, journalist Saana Havas, arbejder sideløbende med Jeremias forsvinding i en podcast og finder ud af andet og mere end Jan. Det er anden selvstændige del i serien med Jan Leino og Saana Havas. Den første er Alle kongens mænd fra 2023.
Udmærket finsk krimi, hvor forskellige synsvinkler og fortællerstemmer driver handlingen frem. En særlig stemme, nemlig en psykiaters, forvirrer først, men bliver stadig mere foruroligende. Plottet lader sig ikke gætte før tid. Der er en fin balance mellem selve efterforskningen og de involveredes privatliv, og der er bestemt grundlag for flere bind i serien.
Finske Elina Backman placerer sig i det nordiske krimifelt mellem fx norske Trude Teige, svenske Mari Jungstedt og danske Sara Blædel.