Forfatteren blev vinder i DR1-programmet "Den store bagedyst", der var en seersucces og som genudsendes for tiden. Andre bageentusiaster vil også blive begejstret for denne tidstypiske bagebog med fint dekorerede kager og et pastelfarvet layout i god kvalitet.
Den 31-årige forfatter studerer fødevarevidenskab på Københavns Universitet og kan nu kalde sig "Danmarks bedste amatørbager". I bogen er samlet hendes bedste opskrifter, og selv om opskrifterne kan følges af de fleste amatører, viser billederne, at Nana har øvet sig meget og har en sikker hånd. Der er dog god hjælp at hente i praktiske trin-for-trin anvisninger og andre gode råd. Der er opskrifter på cupcakes, popkager, whoopie pies, flødeboller, småkager, ostekager, tærter, lagkager og sundere kager, der kan være uden mel eller med tørrede frugter som sødemiddel. Teksten er klar og velskrevet. Det drejer sig om at lave kager, ikke hvem Nana er.
I layout og indhold minder den mest om Macarons cupcakes og andre søde kager og Hello cupcake! blandt de mange bagebøger, der udkommer i øjeblikket. Nanas kageri er nok en af de letteste og med mindst snak og personlige udtalelser. Stilen kan minde om Katrine Klinkens, der også har lavet Lutter lagkage.
En tidstypisk bog som mange lånere vil være glade for at finde på deres bibliotek.