Forfatterne til denne bog underviser ved Jysk Pædagogseminarium og har tidligere udgivet Livshistorier i pædagogisk arbejde. Disse to bøger beskriver samme pædagogik, men i den seneste ligger det forfatterne meget på sinde at argumentere for, at pædagogikken bør danne et gennemgribende fundament for udvikling af institutionen og dens brugere. Bogen er en blanding af teoretiske overvejelser omkring identitet, pædagogisk dannelse og udvikling af kompetencer og praksisbeskrivelser fra institutioner med anbragte børn. Grundtanken er, at livsfortællinger kan medvirke til, at barnet får et overblik over og en forståelse for forskellige årsagssammenhænge i dets baggrund, og at dette kan udvikle identitetsdannelsen og barnets (eller den voksnes) handleberedskab. Ligeværd mellem pædagog og barn er centralt, og bogen fokuserer på den, for pædagogen, hårfine balance mellem at skabe rum for en udviklende fortælling og at kontrollere dialogen med et bestemt mål for øje. Bogen henvender sig i sit sprog og sine eksempler til pædagoger, men da lærere får flere og flere socialpædagogiske opgaver, kan de også have gavn af tankerne i denne udgivelse. Livets fortællinger (99/24) behandler de samme teoretiske problemstillinger.