Billedbog på vers om julen blandt de små mus. Forside af julemandsmusen på taget af et hus klar til at kravle ned gennem skorstenen med stor fuldmåne som baggrund på mørk blå nattehimmel. Kort rimet tekst på mørkeblå nattehimmel fortæller fint om indhold. For 3-5-årige.
Forfatter Barbara Reid er en af Canadas mest anerkendte billedbogskunstnere og illustrationerne i denne billedbog er fremstillet af plasticine, som er blevet formet og lagt i en ramme, hvor de er blevet malet og til sidst fotograferet. Det giver et computeranimeret udtryk, men der er masser af sødme og varme i billederne og fine sjove detaljer. Forfatter har tidligere skrevet Metromusen, 2008, om livet i storbyen for en lille mus, men i denne nye billedbog er vi til juleforberedelse hos musene i skoven. Det er aftenen før jul og musene er ved at gøre klar og hænger julestrømper op og venter spændt på julemandens besøg. Teksten er på rim og leverer en enkel og letlæst historie til oplæsning for de yngste billedbogslæsere.
Af andre billedbøger om jul på vers kan nævnes En herlig juletid, 2009, også om en lille musefamilies juleforberedelser eller Jul hos musene, 1996, der også emmer af varme og julehygge.
Sød lille julehistorie på rim for de yngste med glade varme illustrationer til. Kan fint bruges i samlingen af julebilledbøger.