Bøger / skønlitteratur / roman

Nattens tårer


Beskrivelse


Pigen Taran og drengen Sjur bliver mobbet som børn. Hun klarer sig i livet, men han er stadig udenfor og anklages for drab. Taran hjælper ham, og de finder lykken sammen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. okt. 2008

af

af

Birgit Sloth

d. 10. okt. 2008

Nattens tårer er nummer 2 i serien af Margot Sandemo. Det er rendyrket triviallitteratur, som tidligere har været bragt som føljetoner i ugeblade, romanblade mv., og som nu udgives i en ny serie på 40 bind. Hvert bind er en selvstændig historie, men layoutet fremtræder som serie med nummer på ryg og forside. Der er mange lånere til hendes serie Sagaen om Isfolket, hvor genudgivelsen er nået til nummer 20 af 47. En del af disse læsere vil sikkert efterspørge denne serie, der ikke tidligere er kommet samlet på dansk.

Som barn møder Taran drengen Sjur, der bliver mobbet, men som hun holder sammen med et års tid. Hun møder Sjur igen, da han bliver anklaget for et voldeligt overfald. Hun er på det tidspunkt 23 år, direktør for en fabrik efter forældrenes død og kæreste med en ung flot advokat. Hun hjælper Sjur og opdager, at det er ham, som hun elsker. Alt ender lykkeligt. Fortællingen er nutidig, men helt utroværdig og ufrivillig komisk. Der er en dramatisk handling og mange erotiske antydninger og kærlighedserklæringer. Sproget er noget stift og gammeldags.

Jeg tror, at grunden til efterspørgslen på Sagaen om Isfolket er, at den lange serie formår at fastholde læseren. Saga Borgs serier har samme effekt, og bøgerne er også nuancerede i forhold til denne. Seriens bind 1: Barn af ensomheden, udkom 08/43. Den svenske serie har en anden rækkefølge.

En trivi, som nok vil blive efterspurgt, men som vil skuffe, da persongalleriet ikke fortsætter i de øvrige bind.